Min kære søster...

Jeg er fuldstændig tom, drænet.

Ved ikke hvad jeg skal tænke, hvad jeg skal tro eller håbe på.

Det er så ufatteligt, og uretfærdigt!

Jeg har lyst til at slippe alt jeg har I hænderne af forpligtigelser her, og bare flyve af sted op til dig, samle dig op og flyve dig op til Gud, så han kan fjerne dette onde.

Men han kan jo nok ikke hjælpe. Han findes jo ikke. For fandtes han, ville han aldrig lade dette ske for dig.

Jeg har sådan en vanvittig dårlig samvittighed. Den er så sort så sort. Jeg turde ikke bede til de gode magter om gode nyheder i dag. For ser du, dengang vor mor var syg bad jeg til dem, og deres svar var at tage hende fra os. Så denne gang turde jeg ikke… Og nu… nu skulle jeg have gjort det! Tilgiv mig, min kære Søs. Tilgiv mig.

Jeg ved bare ikke hvad jeg kan gøre for dig. Jeg ved at jeg kan krydse fingre og tæer, og bede om at det ikke er så galt som vi frygter. Men er det nok? Har du brug for mig?
Det nytter jo heller ikke at spørge dig, for jeg kan ikke høre dit stumme svar.

Mit hjerte er knust lige nu.

Vil du ikke være sød og kæmpe denne kamp? Vil du ik nok?

Jeg elsker dig så uendelig højt min elskede kære Søs.