Du kan aldrig forstå min sorg

Du kan aldrig forstå min sorg, aldrig!

Men du kan respektere den....

Jeg kan aldrig forstå din sorg, aldrig!

Men jeg respekterer den...

En hver sorg er så individuel, så grundlæggende anderledes end andres. Sådan er det. Og sådan skal vi respektere den og leve med den.

Jeg har to store sorger, jeg aldrig kan komme over. Men jeg kan leve med dem. Respektere dem...

Jeg vil aldrig lade mine to store sorge overtage mit liv, men de er en del af mig og den jeg er nu i dag og i fremtiden.

Sådan er det, og sådan vil det blive ved med at være.

Nogle dage er mine sorge så fundamental, så stærk, så fyldig.

Men de kan ikke få mig ned. De er der bare, fylder... de er en del af mig...

Jeg kæmpede i mod dem i lang tid, de fyldte, de gennemsyrede, de ødelagde. Lige indtil en dag hvor det gik op for mig at jeg skulle ikke kæmpe i mod, men lære at leve med dem. For de to sorge var en del af mig. De har gjort mig til den jeg er, med den indsigt jeg nu har.

Mine to sorge har givet mig livsglæden og ikke livsleden. Mine to sorge har gjort at hver dag er en gave for mig. Uanset hvad livet byder, så er det en gave... for jeg lever og jeg ER.

Mine to sorge er den mor jeg aldrig kunne blive og den mor jeg ønskede at beholde.

Livet

Livet afhænger ikke så meget af, hvordan man har det, som af, hvordan man tager det.

Se på det lyse i tilværelsen og ikke altid på det triste.

Men den virkelige måde at blive lykkelig på, er at gøre andre mennesker lykkelige.

Prøv på at efterlade denne verden en lille smule bedre, end du fandt den.

Og når din sidste stund en gang kommer, kan du dø lykkelig i bevidstheden om, at du i hvert fald ikke har spildt dit liv, men gjort dit bedste…"

UPDATE

Har ikke været så aktiv på min blog... ved ikke hvorfor.. men man skal vel have gnisten...

Måske er den på vej tilbage.. Uanset hvad, så skriver jeg nu i allefald...

Har siddet her og læst lidt på de gamle ting... og blev simpelthen nødt til at slette lidt af det.

Jeg er ikke som sådan for cencur, men nogle gange er det egentlig okai. Ihvertfald selvcencuren.

Hvad sker der så i min hverdag p.t.

- nyder min lille familie, mit hjem og livet. Alt er ikke rosenrødt, men det der er, er knaldrosa!!

Jeg er så taknemlig for de og det jeg har i mit liv. Og jeg hilser en ny dag velkommen og takker for den gamle dag. Sådan har jeg det nu... sådan har jeg ikke altid haft det, og sådan kommer jeg måske ikke til at blive ved med at have det. Men sådan har jeg det nu... og det er det det er...

Jeg har ikke oplevet at have det sådan på denne årstid. Og det i sig selv er ret så fantastisk!

Lur mig om ikke romanen begynder at tage form, og den blå måne titter frem!!

Volapyk? Helt sikkert for nogle, men ikke for mig...

Nå vel...

Jeg sidder her, fanget i en verden jeg ikke holder af...
En verden uden udfordringer, uden belønning for den værdi der er af den ydelse man yder.... Uden skulderklap når jeg har lavet noget godt.... en verden jeg føler mig værdiløs i...


Så... hvad skal jeg så? Skal jeg satse? Skal jeg kaste mig ud i den verden jeg drømmer om? Den verden der vil give mig noget? Hvor jeg kan give noget, og få anderkendelse for det? Et skulderklap? Føre et andet menneske ind i mit fantasi univers og blive underholdt nogle timer?

Skal jeg bare kaste mig ud i at nedfælde mit fantasi univers - som en arv - til andre?

Nå vel... ikke i dag... men måske i morgen? Hvem ved... Når hun bliver født under den blå månes stjerneskud?

Jamen så det...

Jeg valgte at se det første afsnit i går aftes af Amalies verden. Godt tv?!?! Skal jeg ikke bestemme, men jeg sad tilbage med nogle spørgsmål…

Hvordan kan en mor få sig til at sige:

"Synes du ikke, det er lidt fedt, at alle dem der ikke troede på dig, alle dem der sagde: ej, Amalie du skal gå i skole, du skal simpelthen sørge for, du får en studentereksamen. Nu har du vist dem, at det behøver du ikke at gøre"

Jeg undrer mig stadig over at hun kan sige sådan...

Vi kan vel alle blive enige om at lille Amalie, som ikke altid ved hvor gammel hun er, ikke er den skarpeste kniv i skuffen. Men når hendes skal vi sige.. 15 minutters berømmelse, eller 30 minutters.. er over... hvad skal pigebarnet så? Være med i "skuespillerfilme"? - Lige meget hvor uvidende pigebarnet er, så ville da et par år mere i skolen hjælpe hende langt hen ad vejen. - I det mindste så hun kan finde ud af at læse en ”skuespillerfilme”-kontrakt…

Men: - det er ikke så meget det at hun har en mor der siger uddannelse ikke er vigtig.

- Det ved vi jo ikke ville hjælpe hende alligevel... det er sgu da mere de små piger ser op til hende fordi hun har knaldet for åben skræm, der vækker bekymring for fremtiden…

Vil vi nu få en reality verden af knalderi i bedste tv-tid??

En ting er at jeg kan se det, og virkelig se det for hvad det er – fjernsyn for en hver pris… Men en helt anden sag, er de unge piger der ser det, og tror at verden er sådan. – En verden hvor man ikke behøver uddannelse, bare man kan sminke sig og lave trutmund og tør at udstille sig 100% på godt og absolut på ondt. Det er dét der bekymrer mig mest. For disse unge piger er dem der skal passe på den kommende generation, det er dem der skal vaske min røv når jeg ikke selv kan.

Og jeg vil ikke have et fjernsynshold til at filme min røv når lille Lise skal i skolepraktik for at se hvad hun i hvert fald ikke skal blive når hun bliver stor.. oO(Kameraholdet er der fordi hun jo deltager i en eller anden meningsløs reality show der hedder: ”hvad jeg bestemt ikke skal blive”)Oo

Så på en måde er det godt at ”ældre-vaske-maskinen” er på vej… så klarer vi jo os selv… uden et kamera...

Hvem har ansvaret her?

Mig, fordi jeg kigger med? - Ja...

Moderen, fordi hun pacer datteren frem? Ja, –lever hun hendes egne tabte drømme ud gennem datteren? - Ja..

Produktionsselskabet, fordi de ikke tager en lille smule moralsk ansvar? Ja...

TV3, fordi de har købt programmet og sender det? Ja...

Ja – men det bliver jo sendt sent om aftenen når lille Lise er lagt i seng… Sent.. klokken 21:00 hmm… lille Lise har jo en fladskærm i soverummet. Og TV3 har jo trods alt sendt genudsendelse om eftermiddagen af Paradise... Forskellen er at de laver bip lyd ved grimme grimme ord… Men sex scenerne er der jo… Dumheden er der jo...

Forældre fordi deres børn har tv tilgang 24 timer i døgnet? Ja...

Mange har ansvar og burde absolut tage det!! Men dem der ikke har og som er taberne er Amalie og de andre små børn. De ved bare ikke bedre!

Ja...

Ens familie kan man ikke vælge, men man kan vælge dem fra...


For mig betyder familie meget, og jeg vil gennem ild og vand for den... Men jeg har også en grænse, og når den er nået.. Ja... Så stopper det bare for mig.


Jeg tager ikke konflikter længere.... Jeg siger ikke fra længere... Jeg lukker bare af...


Det er bare tit det nemmeste, men også absolut i aller højeste grad det sværeste...


Jeg får ikke sagt hvad der gør ondt, hvad der er sket.. Men så kommer der heller ikke anklager, og jeg får ikke sagt ting jeg kan komme til at fortryde...


Sådan er det bare... og jeg har allerede fred i mit sind...

Det gør ondt!

Jeg savner dig så meget!

Du var et godt menneske! Du var fuld af liv, og af glæde over livet!

Du og jeg havde mange gode snakke sammen. Jeg savner dem, og jeg savner bare det at sidde ved bordet overfor dig og dele historier. Historier om livet, om det at leve.

Man behøver ikke altid at skulle snakke om de dybe ting. Mange gange er det dejligt at tale om oplevelser. Om at dele det med andre. Og det gjorde du og jeg. Og samtidig som vi gjorde det, fik vi jo også med nogle livslektioner vi begge to kunne bruge.

Jeg glæmmer aldrig min bryllupsdag. Tidligt om morgenen stod jeg op. Min kommende mand, din søn, sov stadig... Jeg lavede kaffe og sad udenfor og nød solen og fuglene. Så stod du op, og vi sad der og drak kaffe og bare lyttede til det hele. Det var en af de bedste stunde jeg har haft med dig. For du vidste bare at det jeg havde brug for var nærvær og ikke andet.

Jeg savner dig så meget!

Men jeg ved du har det godt nu.

Tak min kære svigefar!

nuet....?

Endnu en weekend lakker mod enden...
Og endnu en ny uge er ved at starte op...
Skal jeg glæde mig?
Måske....
Hvis jeg vidste hvad der ville ske eller ikke ske....

Jeg er glad.... For udenfor....
Det liv der er på vej der ude...
Ja....
Så er det lige meget hvad der sker eller ikke sker... Glad er jeg!
Hvorfor er det så så svært?

Vil jeg bare noget andet?
Noget mere?
Er jeg tilfreds?

Hvad er det der gør at jeg ikke glæder mig til fremtiden, men kun glæder mig over nuet?

Min kære søster...

Jeg er fuldstændig tom, drænet.

Ved ikke hvad jeg skal tænke, hvad jeg skal tro eller håbe på.

Det er så ufatteligt, og uretfærdigt!

Jeg har lyst til at slippe alt jeg har I hænderne af forpligtigelser her, og bare flyve af sted op til dig, samle dig op og flyve dig op til Gud, så han kan fjerne dette onde.

Men han kan jo nok ikke hjælpe. Han findes jo ikke. For fandtes han, ville han aldrig lade dette ske for dig.

Jeg har sådan en vanvittig dårlig samvittighed. Den er så sort så sort. Jeg turde ikke bede til de gode magter om gode nyheder i dag. For ser du, dengang vor mor var syg bad jeg til dem, og deres svar var at tage hende fra os. Så denne gang turde jeg ikke… Og nu… nu skulle jeg have gjort det! Tilgiv mig, min kære Søs. Tilgiv mig.

Jeg ved bare ikke hvad jeg kan gøre for dig. Jeg ved at jeg kan krydse fingre og tæer, og bede om at det ikke er så galt som vi frygter. Men er det nok? Har du brug for mig?
Det nytter jo heller ikke at spørge dig, for jeg kan ikke høre dit stumme svar.

Mit hjerte er knust lige nu.

Vil du ikke være sød og kæmpe denne kamp? Vil du ik nok?

Jeg elsker dig så uendelig højt min elskede kære Søs.

Det er ligesom lige meget...

Sad og kiggede lidt ud af vinduet i dag... så gik jeg ind foran skærmen, loggede på de forskellige sider man nu er meldt til... Sad og læste lidt om andre og kiggede lidt på billeder...

Det var DA det gik op for mig... De fleste "venner" er faktisk ret ligeglade med mig og hvad jeg laver...!

WooW Surprise!! DOH

Det er ligesom lige meget om jeg logger på, om jeg laver en status-update, om jeg twitter, om jeg skriver en hilsen eller klikker "synes om". Folk er bedøvende ligeglade med mig og mit liv alligevel...

Så hvad nu? Skal jeg lade som om jeg ikke er klar over det?

Skal jeg bryde sammen i krampegråd, med skælvende vejrtrækninger?

Skal jeg konfrontere dem med det?

Nah.. jeg er åbenbart ikke en person man regner med... og da er det nu engang bare nemmere at lade det blive med det... For det er ligesom lige meget med det alligevel.... Jeg behøver ikke engang at involvere mig i andre og deres lort... Jeg kan bare slappe af og ligefrem nyde tilværelsen nu... Behøver ikke at være bange for at logge på livet længere... Bange for at en eller anden mener det er okay at bruge mig som psykolog... Nå, men så logger jeg på MIT liv, og logger af empatiens uholdbare tilværelse! For DEN er ligesom lige meget nu...