Men du kan respektere den....
Jeg kan aldrig forstå din sorg, aldrig!
Men jeg respekterer den...
En hver sorg er så individuel, så grundlæggende anderledes end andres. Sådan er det. Og sådan skal vi respektere den og leve med den.
Jeg har to store sorger, jeg aldrig kan komme over. Men jeg kan leve med dem. Respektere dem...
Jeg vil aldrig lade mine to store sorge overtage mit liv, men de er en del af mig og den jeg er nu i dag og i fremtiden.
Sådan er det, og sådan vil det blive ved med at være.
Nogle dage er mine sorge så fundamental, så stærk, så fyldig.
Men de kan ikke få mig ned. De er der bare, fylder... de er en del af mig...
Jeg kæmpede i mod dem i lang tid, de fyldte, de gennemsyrede, de ødelagde. Lige indtil en dag hvor det gik op for mig at jeg skulle ikke kæmpe i mod, men lære at leve med dem. For de to sorge var en del af mig. De har gjort mig til den jeg er, med den indsigt jeg nu har.
Mine to sorge har givet mig livsglæden og ikke livsleden. Mine to sorge har gjort at hver dag er en gave for mig. Uanset hvad livet byder, så er det en gave... for jeg lever og jeg ER.
Mine to sorge er den mor jeg aldrig kunne blive og den mor jeg ønskede at beholde.
Godt du arbejder dig frem i lyset. Knus
SvarSlet